Uheld og skade
Uheld og skade
Fra den kommunale tandpleje anbefaler vi, at I som forældre tegner tandskadeforsikring for jeres børn, – i de fleste forsikringsselskaber sker dette ikke automatisk. En stor del af de skader, vi ser på børnenes tænder, kan ikke behandles færdigt før barnet er over 18 år og selv skal betale for behandlingen. Kommunen tegner ikke forsikring for børnene i skoletiden, og det samme gælder for de fleste idrætsorganisationer og fritidsklubber.
Definitioner på tandskader
- Tænderne er slået, men sidder på deres sædvanlige plads og er ikke meget løse. Det kan bløde lidt fra tandkødet, og tænderne er ømme i nogle få dage. I de fleste tilfælde vokser de fast igen. Der sker sjældent noget med tanden, men det er altid vigtigt, at få skader registreret og kontrolleret.
- Tænderne er slået og har forandret stilling. Oftest slået ind. Risiko for skade på ”nerven” (pulpa).
- Der er slået et stykke af tandkronen. For at undgå skader på nerven, skal skader, hvor det bløder fra brudstedet behandles inden 24 timer.
- Tanden er slået ud. Ved blivende tænder skal der handles hurtigt. Ved mælketænder er det sjældent nødvendig med behandling.